Vink opnår blåstempling
på BIG SCIENCE-markedet

Danske produktionsvirksomheder behøver ikke være forskningstunge for at blive leverandør til forskningsfaciliteter som Cern. Vink Plast fra Randers fik hul igennem til big science-markedet med de rette kontakter, kompetencer og certificeringer.
 
Læs den spændende historie på siden herunder.
Hvordan får danske produktionsvirksomheder foden inden for hos store, europæiske forskningsinstitutioner som Cern, ESS eller Iter? Og hvorfor
er det overhovedet interessant at kunne levere komponenter og dele til eksempelvis en partikelaccelerator, en neutronspredningsfacilitet eller andre big science-anlæg, hvis det egentlig går meget godt med at levere til kunder med et mere jordnært sigte?
 
For den randrusianske plastvirksomhed Vink Plast ApS handler svaret på sidstnævnte spørgsmål i høj grad om at kunne demonstrere over for sig selv og potentielle kunder, hvad virksomheden egentlig formår: »At få en reference som Cern er en blåstempling af, at vi kan levere inden for nogle meget specialiserede produktområder. Det kræver et vist kvalitetsniveau at kunne levere til en kunde af den type, så for os har det handlet meget om at vise, hvad vi kan,« fortæller Peter Busk, salgschef for industri i Vink Plast. Vink Plast har i år leveret et neutronbeskyttende materiale til Cern, som er en hybrid mellem plast og aluminium. PE-materialet med navnet Borotron indeholder 5 pct. bor og er et produkt fra den belgiske leverandør Quadrant, som Vink Plast i forvejen havde et samarbejde med. 
 
På speeddating med Cern 
Ifølge Peter Busk har det været vigtigt at kunne vise over for en kunde som Cern, at Vink Plast både behersker det produktionstekniske og samtidig har kontakt til leverandører og underleverandører, der kan levere de nødvendige materialer. »Vi har en sluttet ring, hvor vi kan levere alt fra spåntagning og tre-fire forskellige 3D-printteknologier til sprøjtestøbning og vakuumformning. Derudover har vi et meget bredt sortiment af specielle materialer som for eksempel tekniske laminater, hvilket ikke ret mange plastvirksomheder har,« siger Peter Busk, der desuden peger på, at de nødvendige ISO-certificeringer naturligvis skal være på plads. Her kommer vi tilbage til det første spørgsmål; hvordan kontakten etableres, og den første ordre vindes. For Vink Plast blev der sat skub i tingene, da virksomheden i slutningen af 2017 meldte sig ind i netværket BigScience.dk. »Cern er en stor organisation, og som en lille dansk virksomhed er det ikke helt ligetil at komme ind hos dem. De (BigScience.dk, red.) hjalp os med de rette kontakter og indgangsvinklen til de udbud, der ligger i Cern,« siger Peter Busk. Vink Plast har desuden deltaget i en todages netværkstur til Cern i juni 2018, hvor virksomheden bl.a. var på en slags ‘speeddating’ med Cerns indkøber-team og selv kunne vise virksomhedens kompetencer frem. Hvad selve udbudsprocessen angår, har det krævet nøje gennemgang af udbudsmaterialet fra Cern. Her har det ifølge Peter Busk været en fordel, at Vink Plast har en kemiingeniør ansat. »Det har krævet, at vores business development-afdeling er gået i dybden med de krav, Cern stiller til virksomheder, der skal kunne levere til dem. Det er et bjerg, der skal bestiges først, men det er omvendt ikke noget, der skal afholde andre virksomheder,« siger Peter Busk. 
Behøver ikke bedrive forskning 
Hos BigScience.dk, der drives af Teknologisk Institut og DTU for offentlige midler, arbejder man for at skabe kontakten mellem danske virksomheder og de forskningsinstitutioner, hvor Danmark har et medlemskab. Det omfatter blandt andet Cern, ESO (European Southern Observatory) og ESS (European
Spallation Source). »Det kan være ret forvirrende at finde ud af, hvem skal man have fat i hos de store forskningsorganisationer. Derfor sørger vi for at have
tæt kontakt til både indkøbsafdelingen og de tekniske afdelinger,« siger Juliette Forneris, netværksleder i BigScience.dk. Netværket har eksisteret i otte år og tæller i dag flere end 250 medlemmer, hvoraf hovedparten er danske produktionsvirksomheder og rådgivende ingeniørfirmaer. »Vores opgave er at forklare de danske virksomheder, at de godt kan være med i udbud hos for eksempel Cern, selvom de ikke selv bedriver forskning. Når vi kontakter nye virksomheder, oplever vi stadig, at de bliver overraskede over at høre det,« siger Juliette Forneris. Ifølge Juliette Forneris fremhæver mange virksomheder, at det ser godt ud med en kunde som Cern på listen over referencer. Men hver enkelt virksomhed må stadig gøre op med sig selv, om det er relevant at bruge tid og kræfter på at vinde udbud i big science-verdenen. »Vi prøver ikke at presse det ned i halsen på dem. Men hvis man er en eksportorienteret  virksomhed, så giver kontakten til forskningsinstitutionerne både mulighed for et samarbejde med nye virksomheder i Europa og resten af verden og for at gøre sig dygtigere. Vi har for eksempel set maskinvirksomheder, der er blevet dygtigere til at svejse, fordi de skulle leve op til krav om vakuum,« siger Juliette Forneris. Vink Plast holder nu løbende øje med udbuddene på big science-området. Virksomheden håber også på nye opgaver hos f.eks. neutronspredningsfaciliteten ESS, der ventes i fuld drift i 2025.
 
Bragt i: INGENIØREN 30. november 2018 af Mikkel Meister

Vil du vide mere om plastbearbejdning og BIG-SCIENCE?

Så udfyld formularenherunder og så vender vi tilbage til dig




Jan  Busk
Eller ta' direkte kontakt med Jan Busk Business development chef, Business development